Hos TikTok har vi længe ment, at gennemsigtighed skaber tillid. Allerede tidligt i TikToks historie begyndte vi åbent at dele, hvordan vi arbejder med at beskytte platformen. Med tiden har vi udvidet både mængden og detaljegraden af de rapporter, vi frivilligt offentliggør – og vi deler dem også oftere end før. Vi har samtidig gjort det nemmere for eksterne aktører at analysere vores data og få indsigt i, hvordan TikTok fungerer. Nu tager vi endnu et skridt og lancerer nye rapporter og værktøjer, der skal styrke gennemsigtigheden yderligere.

I dag har vi offentliggjort vores nyeste samling af gennemsigtighedsrapporter – herunder vores rapport om Håndhævelse af Fællesskabsreglerne, som giver indblik i vores arbejde med at styrke tillid og sikkerhed fra juli til september i år. I den periode fjernede vi fx over 147 millioner videoer, der brød vores retningslinjer. Langt størstedelen af indholdet blev fjernet proaktivt af TikTok, inden det nåede at få én eneste visning. I samme periode lukkede vi over 12 millioner livestreams, fjernede mere end 1,3 milliarder kommentarer og blokerede over 214 millioner konti for at overtræde vores regler.

Vi bruger automatiseret teknologi og dedikerede moderator-teams til at identificere og fjerne indhold, der overtræder vores retningslinjer. I dag står automatiseringen for over 80 pct. af alt det indhold, der bliver fjernet – det er en stigning på 15 pct. sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

I 2024 har vi indtil videre fjernet over 500 millioner videoer for brud på vores politikker og brugt mere end 2 milliarder dollars på at skabe tillid og sikkerhed. I det kommende år investerer vi yderligere +2 milliarder dollars i arbejdet med at sikre TikTok.

Vores rapport om Håndhævelse af Fællesskabsreglerne udgives hvert kvartal på mere end 25 sprog, og vi deler over 8.300 datapunkter. Vi har løbende udvidet omfanget af rapporterne og tilføjet mere end 20 unikke målepunkter siden 2020 – der sammen med over et dusin forskellige dimensioner gør det muligt at analysere dataene på fx et politisk- og markedsniveau. For at gøre det nemmere for forskere at undersøge vores arbejde, stiller vi dataene til rådighed i et maskinlæsbart CSV-format, som offentliggøres sammen med hver rapport.

Derudover har vi netop offentliggjort vores seneste rapport om Skjulte Påvirkningskampagner, hvor vi deler indsigt i de netværk, vi stoppede i oktober og november. I oktober stoppede vi 9 påvirkningskampagner, som tilsammen omfattede 486 konti – samt yderligere 26.946 konti, der var knyttet til tidligere afslørede netværk, som forsøgte at genetablere sig på vores platform. I november stoppede vi 3 skjulte påvirkningskampagner bestående af 154 konti, samt 5.046 konti med tilknytning til tidligere lukkede netværk, der også forsøgte at vende tilbage til TikTok.

Vi har også offentliggjort vores rapporter om anmodninger fra myndigheder om fjernelse af indhold, anmodninger om oplysninger fra retshåndhævende myndigheder og anmodninger om fjernelse af indhold relateret til intellektuelle ejendomsrettigheder. Derudover udgiver vi frivillige rapporter om, hvordan vi beskytter vores TikTok Shop, forebygger udnyttelse af mindreårige og sikrer platformens generelle sikkerhed.

Vi vil fremadrettet dele flere indblik og opdateringer om vores arbejde med tillid og sikkerhed på vores nye Transparency Center-blog. Vi fortsætter også med at investere i vores Transparency and Accountability Centers, som over 1.000 personer har besøgt i år, samt i vores forskningsværktøjer, der giver mere end 500 forskerhold mulighed for uafhængigt at undersøge vores platform.