Community5. sep. 2025
TikToks community i Europa runder 200 mio.
TikTok har nået en vigtig milepæl: Mere end 200 mio. mennesker i hele Europa* bruger nu TikTok hver måned til at udtrykke sig, blive underholdt, lære en ny hobby eller færdighed – eller til at udvikle en forretning.
Det er en stigning fra 175 mio. sidste år og svarer til næsten en tredjedel af befolkningen i EØS og Storbritannien. Her i Danmark bruger 1,5 mio. mennesker TikTok hver måned.
I takt med, at TikToks community vokser, vokser også TikToks indflydelse på Europas økosystem. Små virksomheder får nye kunder, kulturinstitutioner når et bredere publikum, #BookTok puster nyt liv i læselysten, og vores særlige STEM-feed giver inspiration til den næste generation af innovatører. Med andre ord er TikTok blevet hjemsted for nogle af Europas mest kreative og inspirerende historier.
Stigende økonomisk indflydelse
I dag findes der millioner af virksomheder på TikTok i Europa. Om det er enkeltmandsfirmaer eller globale brands, hjælper TikToks unikke anbefalingssystem dem med at nå kunder, de ellers ikke ville kunne finde, uden at de behøver have en stor følgerskare.
Ifølge Oxford Economics har små og mellemstore virksomheders aktiviteter på TikTok bidraget med 4,8 mia. euro til økonomierne i Tyskland, Frankrig, Italien, Holland og Belgien – og været med til at skabe mere end 51.000 arbejdspladser.
Kulturel indflydelse
TikTok er stolt af at være officiel partner for events som Festival de Cannes, hvor vi for fjerde år i træk hylder festivalens særlige rolle i den globale kultur og bringer dens talenter og kreativitet ud til vores community.
På sportsområdet har vi støttet ikoniske begivenheder som Tour de France og Six Nations Rugby, mens vi her i Norden for nylig har annonceret partnerskaber med Storhamar Hockey i Norge og KooKoo Hockey i Finland.
Gennem partnerskaber med det tyske herrelandshold ved EM 2024 og med TeamGB og ParalympicsGB under OL i Paris har TikTok givet fans en særlig måde at opleve historiske øjeblikke på – med eksklusive glimt bag kulisserne direkte fra atleterne.
Inden for kunsten har institutioner som Royal Shakespeare Company, danske musikfestivaler og en række danske forlag taget TikTok i brug og bragt kunsten ud til helt nye publikumsgrupper.
Samfundsmæssig indflydelse
#BookTok har inspireret både nye læsere og øget bogsalget. Vi har samarbejdet med litteraturbegivenheder på tværs af Europa – fra bogmesserne i Frankfurt og Torino til Hay Festival i Storbritannien og Boekenbal i Holland. Ifølge en undersøgelse fra UK Publishers Association har 59 % af de 16-25-årige fået læselysten tilbage på grund af BookTok.
Sidste år lancerede vi et dedikeret feed for Science, Technology, Engineering og Maths (STEM) i hele Europa – et unikt feed med lærerigt og inspirerende STEM-indhold. Vi har tilføjet mere indhold på lokale europæiske sprog, og globalt set besøger 25 % af teenagere STEM-feeden hver uge.
Her i Danmark har vi samarbejdet med NGO’en headspace om kampagnen #SlukSammen, der fik danskerne til at starte samtaler om balancerede digitale vaner.
I takt med at TikTok fortsætter med at vokse i hele Europa, ser vi også flere politiske profiler og institutioner tage platformen i brug for at komme i kontakt med borgerne: Fra Frankrigs præsident Macron @emmanuelmacron, Tysklands kansler Friedrich Merz @merzcdu, Polens premierminister Donald Tusk @donald_tusk, Europa-Parlamentets formand Roberta Metsola @metsola.roberta, Italiens premierminister Giorgia Meloni @giorgiameloni_ufficiale til den britiske regering @ukgov. Også i Danmark bruger størstedelen af partierne TikTok, og vi ser i stigende grad, at ministre følger trop.
Marlene Masure, General Manager for Content Operations i Europa, udtaler:
”Vores europæiske community står stærkere end nogensinde med mere end 200 mio. mennesker, der regelmæssigt bruger TikTok til at blive underholdt, lære nye hobbyer og færdigheder eller til at skabe sig en levevej. I takt med at vores community vokser, vokser også den økonomiske, kulturelle og samfundsmæssige værdi, som TikTok tilfører Europas økosystem. Fra kunsten, der når nye publikummer, til små virksomheder, der skaber vækst og arbejdspladser – TikTok bidrager positivt til så mange historier. På TikTok har idéer udviklet sig til karrierer, passioner er blevet til forretninger, og nicheinteresser har skabt blomstrende communities. Jeg vil gerne takke de mere end 200 mio. mennesker, der i dag gør TikTok til det, det er i Europa.”
*Opgørelsen over månedligt aktive brugere omfatter 32 lande: Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Island, Irland, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Holland, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Schweiz og Storbritannien.
Community5. sep. 2025
Denmark